Astrid Gøssel (Gøssel):

Til at beskrive Gøssel og hendes pædagogik har vi brugt bogen: "Bevægelse og udvikling" af Lise Ahlmann.
Gøssel er uddannet musik - og bevægelsespædagog. Hendes pædagogik kom frem for ca. 55 år siden og var ret revolutionerende. Hun var nytænkende og forud for sin tid fordi hun brugte en dialogpræget pædagogik -"Den ledende og motiverende bevægelsesleg" - frem for en mere instruktions og indlæringspædagogisk metode hvor det var pædagogen, der bestemte hvilke sange og bevægelser, børnene skulle udføre.

Gøssels pædagogik går ud på at man benytter sig af rytmen i jazzmusikken til bevægelsesprogrammer med rytmen som det primære. Hendes mening var, at børns motoriske og funktionelle udvikling bedst kunne fremmes ved barnets spontane legebevægelse. Herved styrkes deres kreativitet, spontanitet og sociale evne og de får i gennem forløbene en oplevelse af fællesskab. Disse egenskaber mente hun ikke helt kunne styrkes gennem de gamle traditionelle sanglege med fagter - fx Bro bro brille, da de oftest tekstmæssigt ikke kunne forstås af børnene. Ligeledes var rytmen i disse sange oftest for langsom i forhold til børns normale indre rytme. Gøssel mener at børn har en bevægelsesrytme der er væsentligt hurtigere end voksnes og
denne rytme stimuleres og inspireres bedst til bevægelse af musik med hurtige rytmer (Ahlmann 1998). Dog mente Gøssel at man alligevel skulle bruge sanglegene som et middel til fastholdelse af den kulturelle arv. Disse sange kan give forældrene og børnene en fornemmelse af fællesskab.

Udvalgte centrale punkter i Gøssels pædagogik

Gøssels pædagogik går ud på at man lærer og inspirerer hinanden i fællesskabet, men der skal være stor frihed for det enkelte barn, indenfor faste rammer. Fx kan aktiviteten udbygges eller omformes ud fra forslag fra det enkelte barn.
En vigtig faktor er at man skal tage udgangspunkt i, hvor barnet er og ikke på forhånd give dem faste bevægelsesmønstre, som de skal følge. I stedet mener Gøssel, at man skal give børnene et afsæt så de selv har mulighed for at danne billeder (fx af dyr) og omsætte dem til bevægelser, og her ud fra kan børnene så eksperimentere.
Bevægelsesaktiviteterne skal altid være lystbetonede, og pædagogen bør ikke løbe tør for nye ideer gennem forløbet, hvis man kan mærke på børnene, at de keder sig. Pædagogikken kræver, at man kan tænke kvalitet og bredde i planlægningen af sine programmer. Samtidig kræver pædagogikken, at pædagogen ikke er bange for at eksperimentere. Den bedste kvalitetsmåler er begejstring, medlevenhed og energiniveauet i gruppen.
I de planlagte aktiviteter skal der være rammer med hensyn til rum, rekvisitter og tid. Derudover skal man tage udgangspunkt i noget børnene kender og forstår. Rekvisitter kan man have med for at inspirere børnene, herved mener Gøssel, at man kan komme i en dialog med børnene og at de kan være aktivt medbestemmende.

Hvordan vi bruger Astrid Gøssel

Når man planlægger aktivitetsprogrammer kan man lægge vægt på at barnet skal stimulere bestemte områder af kroppen. I vores programmer valgte vi at disse områder skulle omhandle sanseintegration og Howard Gardners "7 intelligenser".
Man kan ligeledes bruge et godt planlagt program til at finde ud af, hvor barnet befinder sig motorisk og hvilket udviklingsniveau barnet er på, samt hvordan kvaliteten af barnets bevægelse er (Se "Barnets udvikling - Sanseintegrative"). Dette kræver dog at man har sat sig grundigt ind i sanseintegration og relevante teorier der omhandler målgruppens alder og udvikling. Når man har sat sig ind i den relevante teori kan man koncentrere sig om, hvor de stærke sider er hos barnet, og her ud fra styrke barnets svage sider.

Vi planlagde vores aktivitetsprogrammer før vi havde mødt de børn vi skulle "lege" med (Se "Legeeksempler"). Derfor planlagde vi programmerne ud fra teorier mht. alder, niveauerne i den sanseintegrative udvikling, samt ud fra Howard Gardners 7 intelligenser.
"Den ledende og motiverende bevægelsesleg" var udgangspunktet i vores planlægning af aktiviteterne. Programmerne skulle indeholde mulighed for at det enkelte barn kunne få medbestemmelse - fx ved at lave rimeord, eller ved at barnet kunne vælge på hvilken måde, det havde lyst til at bevæge sig - fx som en elefant i en stopdans. Vi ville gerne give børnene mulighed for medbestemmelse, da vi mener at det er en stor motivationsfaktor. Vi valgte at det enkelte barn skulle have mulighed for at bestemme hvordan de andre børn skulle bevæge eller udtrykke sig i nogle af aktiviteterne - fx i legen "Cirkushest" eller "Kongens efterfølge" (Se "Legebasen"). Dette kan give mulighed for at lære og blive inspireret af hinanden.

Vi blev enige om, at de børn som ikke ønskede at deltage kunne få lov til at se på og hvis de senere i programmet ville være med, skulle de bare træde til. Aktiviteterne skulle gerne være en succesoplevelse, så børnene blev motiveret til at deltage en anden gang.