De 4 sanseintegrationsniveauer

(Inspriation hentet fra bogen "Sanseintegration hos børn" af A. J. Ayres)

A. J. Ayres (Ayres) beskriver sanseintegrationens 4 niveauer. Udviklingen i niveauerne er baseret på barnets sansemotorik de første 7 år (sensomotoriske år).
Ayres har, teoretisk set, opdelt niveauerne i grove træk for at anskueliggøre det enkelte niveau. Niveauerne skal ikke ses i forhold til det enkelte barns alder, men som et hjælpemiddel til at få en fornemmelse af i hvilken retning barnets udvikling skal forløbe. Sanseintegrationen er en løbende proces som ikke foregår i et bestemt tempo. Barnet arbejder ikke på et enkelt niveau ad gangen, men udvikler sig indenfor flere niveauer samtidigt.

Beskrivelse af niveauerne:

Niveau 1
Fra fødslen til barnet er ca. 1 år, arbejder barnets nervesystem meget på første niveau, lidt mindre på andet niveau og ikke meget på tredje niveau.
På dette niveau har balancesansen og muskel-led sansen indflydelse på hinanden, mens berøringssansen arbejder individuelt. For at barnet skal kunne få kontrol over sine øjenbevægelser og senere kan rulle og komme i kravlestilling er integrationen af balancesansen og muskel-led sansen vigtig på dette niveau. For at barnet kan skabe en mor - barn binding er det vigtigt at berøringssansen bliver stimuleret. Integrationen af berøringssansen er vigtig for udviklingen af sutte- og synkerefleksen hos spædbarnet og senere tyggerefleksen hos det ældre barn.
Barnet bruger sin høre og synssans på dette niveau, men sanserne arbejder endnu ikke målrettet.

Niveau 2
Fra barnet er omkring 1 år til ca. 3 år er første og andet niveau de vigtigste og det tredje niveau er ved at få betydning.
På andet niveau begynder balancesansen og muskel-led sansen at samarbejde med berøringssansen for at udvikle barnets kropsbevidsthed og kropskendskab. Barnet skal nu øve sig i at få kroppen til at handle som ønsket. Nye ting skal indlæres og automatiseres således at barnet selv kan udføre opgaver - fx tage tøjet af og vaske og tørre sine hænder.

Niveau 3
Fra barnet er ca. 3 år til omkring 6 år arbejder det stadig på første, andet og tredje niveau, men begynder nu også at arbejde på fjerde niveau.
På tredje niveau begynder høresansen rigtigt at arbejde. Dette gør den sammen med balancesansen for at udvikle barnets forståelse for sprog og udtale. Høresansen bruges til at lære de hørte ord fra andre og fra barnet selv. Balancesansen bruges i udtalen ved at tunge og læber skal sættes på en bestemt måde for at få den rigtige lyd frem (artikulation).
Barnet målretter sine handlinger. Hvor det på andet niveau var nødvendigt for barnet at planlægge sine handlinger, begynder flere og flere handlinger nu at blive automatiserede. For at barnet skal kunne målrette sine handlinger skal det bruge sin balance, muskel-led, berøring samt synssans. At kunne målrette sine handlinger betyder: Begynde på noget - fortsætte det tænkte - og afslutte det. Når barnet udøver målrettede handlinger - fx tegner, indebærer det, at der er god øje - håndkoordination. Det betyder at barnet skal vide præcist hvor hånden er i forhold til det barnet tegner.

Niveau 4
Omkring 6 års alderen er barnet ved at afslutte sin senso-motoriske udvikling. Første niveau skal være fuldkommen, andet niveau næsten fuldkommen og tredje niveau stadig aktivt. Fjerde niveau begynder at blive vigtigt for barnet. Inden barnet begynder i skole vil det være hensigtsmæssigt, at barnet har gennemført sanseintegrationens 4 niveauer. Dette skulle gerne komme til udtryk i at barnet kan koncentrere sig, organisere sig, har selvtillid, selvrespekt, selvkontrol samt evnen til at kunne tilegne sig viden og færdigheder - vigtige faktorer i relation til indlæring.
Barnet skal kunne koordinere kroppens og hjernes to halvdele. Højre hjernehalvdel styrer venstre side af kroppen og venstre hjernehalvdel styrer højre side af kroppen. Hvis barnets to hjernehalvdele ikke samarbejder, kan hjernehalvdelene have tilbøjelighed til at tilegne sig de samme funktioner, fx begge hænder arbejder på samme niveau - barnet bliver ikke enten højre- eller venstrehåndet.
Barnets hjerne specialiserer sig således at højre hjernehalvdel primært bearbejder de rumlige og musiske processer. Den venstre hjernehalvdel bearbejder primært de sproglige og logiske processer (Se "Intelligenser - Illustrationer").

Illustration over sanseintegrationsniveauer
Skemaet illustrerer i grove træk hvordan barnets udvikling forløber over de 4 niveauer. Det røde felt skitserer hvor meget, og på hvilket niveau, barnet arbejder fx fra fødslen til barnet er ca. 1 år, arbejder barnets nervesystem meget på første niveau, lidt mindre på andet niveau og ikke meget på tredje niveau.

Sanseintegrationsniveauer